Coaching til dig i konflikt
Konflikcoaching
For det første kan den give dig nye idéer til hvordan du og den anden part i konflikten kan løse den. For det andet kan den give større indsigt i dine egne følelser, behov og din egen rolle i konflikten. Den kan også give indsigt i den anden parts perspektiv. Den kan mao. genskabe modet og motivation til at “gøre det kloge” i konflikten, og den kan genskabe troen på, at I nok skal finde en vej igennem konflikten, og idéer til hvordan.
Hvad er konfliktcoaching?
Konfliktcoaching er en en-til-en samtale mellem konfliktcoachen og den eller de konfliktramte. Målet er at styrke den coachedes evne til selv at håndtere konflikten. Coachen er den upartiske tredjepart, som ud fra principper om fortrolighed, upartiskhed og frivillighed samt en række spørgeteknikker hjælper den coachede med bedre at forstå konfliktens dynamikker, egne og andres handlinger, følelser og behov, finde løsningsmuligheder og designe en tilgang til at drøfte konflikten med konfliktens andre parter. I løbet af samtalen kan den coachede øve sig på den senere samtale, vedkommende evt. skal have med sin konfliktpartner. Coachen er både en undersøgende, støttende og udfordrende samtalepartner.
Konfliktcoaching kan bruges som en ”stand-alone” aktivitet, der gør, at parterne kan skabe kontakt og finde brugbare fælles konfliktløsninger. Lykkes det ikke parterne, kan coachingen suppleres med mægling og/eller undervisning i konflikthåndtering.
Den anvendes ofte, når parterne selv har prøvet at håndtere konflikten uden held. Den bruges også, når en af parterne er følelsesmæssigt ude af stand til at initiere en frugtbar samtale med den anden part eller ganske enkelt oplever ikke at have kompetencerne.
Konfliktcoaching kan finde sted ansigt til ansigt så vel som online via enten pr. MS Teams, Zoom eller telefon.
Konfliktsky eller dominerende?
Mennesker reagerer forskelligt i konfliktsituationer og ved stærke uenigheder. Nogle har tendens til at trække sig eller ”ligge sig fladt ned”. Gør man det meget tit og ofte kan det være et tegn på konfliktskyhed. Andre mennesker har tendens til at være dominerende og gå langt for at vinde. Indimellem går det ud over andre og måske i længden også over en selv, da andre mennesker har tendens til at blive bange, irriterede mm., når personer vælger at dominere tit og ofte.
Vha. konfliktcoaching kan du få hjælp til at variere din måde at håndtere konflikter på, så du i mindre grad ender i en af de to poler ”flugt” eller ”kamp”. Du får lejlighed til at identificere din ofte ubevidst foretrukne konfliktreaktion og arbejde med alternativer, der øger chancerne for at både du og den/dem, du er i konflikt med, får sine interesser varetaget.