Samarbejde & konflikt

Mægling

Når mennesker oplever, at en konflikt bliver fastlåst, og de ikke længere kan finde måder at befri sig selv og hinanden for konflikten, kan en eksterne mægler være en god løsning. Vi arbejder som den upartiske tredjepart, der hjælper parterne med at forklare deres oplevelser i konflikten, forstå den anden parts perspektiv og finde løsninger, som duer for begge parter, så de kan komme videre.

En mægling tager typisk 2-3 timer, og der er ofte brug for 1-3 mæglingsseancer. Forud for mæglingen afholder parterne hver for sig en forsamtale med mægler.

Resultatet kan f.eks. være, at det bliver muligt igen at samarbejde, at det bliver til at holde ud at gå på arbejde igen, at parterne finder løsninger, som ingen af dem kom i tanke om eller så som mulige før mæglingen.

Hvad er mægling?

Mægling er en metode, som modsat en mere juridisk præget tilgang til konflikthåndtering, søger at hjælpe alle parter til at opnå deres mål. Der er ikke en vinder og taber. Det handler ikke om at identificere, hvem der har ret, er skyldig, skal straffes eller påføres skam.

Mægling bygger på frivillighed og fortrolighed, og at en upartisk tredjepart hjælper konfliktens parter med at identificere og forhandle sig frem til egne løsninger gennem en struktureret proces. Den sigter generelt set på at parterne både finder konkrete og praktiske løsninger på deres uenigheder og udfordringer OG at de reparerer deres ødelagte emotionelle relation – bygger bro over kløfterne.

IdeThandling mægler mellem individer og grupper på arbejdspladser, i boligområder og i familier. Vi har en såkaldt faciliterende tilgang til mægling men er også inspireret af narrativ mægling. Når det viser sig at være relevant inddrager vi også andre metoder end mægling til at håndtere konflikten mellem parterne inklusiv konflikt-coaching, udvikling af et konflikthåndteringskodeks mm.

Gruppemægling

Når konflikter har tråde ud i en hel gruppe, kan der med fordel afholdes gruppemæglinger. Hvordan de foregår og hvem der deltager afhænger af den specifikke situation. Vi anvender forskellige metoder inkl. Deep Democracy, cirkelprocesser med afklarende spørgsmål og meget mere.

En gruppemægling kan tage fra fire til seks timer, og der kan typisk blive brug for en til tre mæglingsseancer.

Resultatet kan f.eks. være at uhensigtsmæssige gruppedynamikker ændres, at beskadigede relationer heles og nye løsninger på gamle problemer findes.​